Studiedagbog i Politiken

Så kom min "studiedagbog" i Politiken. Det er omkring tre måneder siden, at jeg skrev den i Nepal, hvilket gør det interessant at læse igen, nu hvor jeg befinder mig langt væk fra det, jeg skriver om.
Nu hvor jeg igen befinder mig i mine vante rutiner og omgivelser samt daglige gøremål, tænker jeg ikke længere så meget over, hvordan jeg agerer og handler i forhold til omverdenen- Måske man skulle gøre det igen!

Du kan læse indlægget her:
http://www.ucc.dk/omucc/aktuelt/nyheder/dagbogfralaererpraktikinepal.html

Kulturmøde

At føle sig fremmed i et andet land har i høj grad noget at gøre med den kultur, man møder, og hvilken kultur man selv har med sig i bagagen. Kultursammenstød er et meget energiladet  ord, men ikke desto mindre korrekt. Jeg har ofte oplevet at stå i en situation med et andet menneske, hvor tilgangen til en given handlig eller et emne er dyb forskellig, netop pga. de kulturforskelle, normer og traditioner, vi hver især har med os i vores handlen og møde med omverdenen.

I Nepal blev det endnu tydeligere, end hvad jeg før har oplevet. Måske netop fordi jeg var i ”mindretal” og befandt med i en kultur med en anden kultur (min egen) i en længere periode. Det sværeste var pudsigt nok de små handlinger, så som at hilse på, spise og ytre et ja og nej, som jeg hjemmefra ikke havde tænkt ville være de største udfordringer, i og med at de var de hårdeste at vende sig til, fordi vores måder at udføre en handling på (fx en hilsen), er så dybt forankret i vores normer og kultur. Derimod var det lettere at vende sig til en anden måde at leve på, hvilket jeg tænker er rodfæstet i menneskets tilpasnings-/overlevelsesinstinkt.

At være kvinde i Nepal er ikke overraskende meget modsat det at være kvinde i Danmark. Vi står under mændene i rang, også selvom man tilhører en af de højeste kaster. Kvinder har ved lov samme rettigheder som mænd, hvad angår uddannelse, sundhed og andre offentlige ydelser. Men parallelt med lovgivningen opretholdes det gamle kastesystem og de hertil knyttede tabuer, normer og traditioner, der stadig den dag i dag fastholder kvinderne i en position som mindre værd.

Det var meget tydeligt at se på bl.a. rollefordelingen og arbejdsfordelingen blandt mænd og kvinder – selvfølgelig forskellig fra kaste til kaste. Jeg havde utrolig svært ved at skulle ”indrette mig” ved bl.a. at hilse på en bestemt måde, når det var til mænd – ikke at komme til at smile til dem på gaden (hvilket jeg hyppigt gør herhjemme, når jeg får øjenkontakt med folk) da det kan virke løssluppent. Jeg kunne heller ikke være i selskab med et mandligt køn uden en ældre gift kvinde eller min mandlige vært var til stede.  Og så var der det med påklædningen, der for mig ikke var så svær at følge, men mere var en irritation over ikke at kunne være sig selv!!

Mange af de kvinder jeg talte med under mit ophold, havde svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke er gift. For dem at se er det en underlig handling at sende en ung kvinde alene ud i verden.

Hele måden at tænke skole på i Nepal er i formen meget ens vores skolesystem, men langt fra hvad angår indhold, metoder og dannelse. Med de forskellige livsopfattelser og levemåder i baghovedet var mit virke som lærer en vanskelig, men interessant opgave at forvalte. Du bliver uhyggelig bevidst omkring, hvad du signalerer, hvornår du inddrager din egen kultur, og hvornår du er nødt til at forkaste den.  Jeg har flere gange været nødsaget til at ty til metoder, der ligger fjernt fra min egen pædagogiske overbevisning. Behaviorisme er en metode, der hersker i skolesystemet, hvor klasseforskelle bliver gjort tydeligere af belønningssystemet. Men når man ikke kan kommunikere verbalt med børnene, må man i første omgang anvende den kode, de forstår. Først herefter kunne jeg langsomt forsøge mig med anderledes tilgange til undervisningen.   

Jeg kan mærke, hvordan jeg stadig bliver frustreret over min undervisning dernede. Jeg tror ikke, at det var mange der lærte noget af den, men igen så lærte de vel netop en hel masse – om de var bevidste om det eller ej. For det første mødte de et menneske fra en anden del af verden, som de ikke møder hver dag modsat børn i Danmark. For det andet har de været inddraget i et andet læringsrum, end hvad de er vant til fra den daglige skolegang. De har skulle kommunikere gennem andre metoder – og prøve at forstå, hvad jeg forsøgte at kommunikere – om det så er lykkedes eller ej for dem, så har det at de skulle tænke og lytte på en anden måde vel givet et eller andet!!?

Det er min påstand, at en undervisning herhjemme uden verbal kommunikation vil forløbe lettere, da jeg som lærer vil kende de kulturelle koder for, hvordan jeg kan navigere i et læringsrum, hvordan jeg aflæser elevernes signaler – forstår de mig eller ikke, er de glade, triste, sure  osv.  Fordi jeg med min kultur i min kultur kan forhandle diskurser og koder om handlinger og forståelser, der er tydelige for eleverne uden brug af sproget.  Modsat Nepal hvor jeg skulle lære at afkode og forstå deres kultur, før jeg kunne begynde af forhandle rammerne og ”det nye sprog” med dem.

Namaste

Her til eftermiddag er jeg taget med Visaharana, der er min vaert og Shree Laxmi Skoles inspektoer, til Kareni Bazar, der ligger en lille time fra landsbyen, hvor jeg bor. Og denne gang er der netforbindelse, hvilket jeg ikke var lige saa heldig med sidst, jeg forsoegte.
Men altsaa... hvor skal jeg starte. Det er en fantastisk oplevelse at bo i et landbrugssamfund, hvor tiden naermest er gaaet i staa og teknologien ikke raekker langt. Det hus jeg bor i har stroem, hvilket i sig selv er helt fantastisk, da naboerne omkring os ma noejes med ild og petrolium i de moerke timer. Solen gar ned omkring kl. 18 og saa er der bare moerkt.
I dag og i morgen holder skolen lukket pga. den hinduistiske festival. Jeg spurgte laererne paa skolen, hvordan de fejrer dagen. De fleste bruger fridagene paa at besoege slaegtninge og vaere i markerne. Alle laererne paa skolerne i omraadet er landmaend, saa jobbet har de for den ekstra indkomst paa ca 9 kr. om dagen. En skoledag er typisk fra kl.10-16 i det koelige halvaar. Paa denne maade kan eleverne hjaelpe til i markerne og i huset inden de skal moede og laererne, der alle paa naer inspektoeren er gift, kan naa at forpleje familien og andre praktiske goeremaal inden arbejde.
De er utrolig glade for min tilstedevaerelse og nysgerrige som bare pokker. I gaer under min undervisning i 4.klasse, stod halvdelen af skolens elever og laerere og kiggede ind gennem vinduerne til lokalet. Det er kun meget faa, der taler lidt engelsk- og hvad angaar eleverne er det helt haabloest. Jeg har virkelig faaet min sag for, men det skrider dog fremad med kommunikationen. De sidste dage har jeg arbejdet med et vendespil, jeg har udarbejdet i samarbejde med min praktikgruppe. Et saet bestaar saaledes af en tegning (homemade- er glad for; at jeg tog mine farvekridt med) og et ord, fx goat og en tilsvarende tegning. Boernene er helt opslugte af legen og kan efterhaanden flere af ordene. Da jeg foerste gang skulle forklare, hvad laeringsspillet gik ud paa, kiggede de med meget tomme oejne paa mig... det var isaer svaert at forklare rammerne omkring spillet, fordi eleverne aldrig foer havde oplevet, at de i en undervisningssituation skulle sidde i en rundkreds paa gulvet og dermed ikke skulle afskrive ord fra tavlen i deres haefter.
Laererne ville selv proeve spillet efter skoletid, hvilket var en sjov oplevelse. De var ikke meget bedre en deres elever. Jeg har observeret deres undervisning, der bygger paa rendyrkelse af behaviorisme og afskrivning. Eleverne opremser alt i kor i en gentagelse af, hvad laereren siger. Saa det er ikke underligt, at de har svaert ved at taenke en selvstaendig tanke uden foerst at spoerge til, hvad de skal taenke.
I frokostpausen i gaar fortalte en af de mandelige laerere, at man rykker op til naeste klassetrin, naar man har bestaaet den test, der gives i slutningen af aaret paa hvert trin. De elever, der ikke bestaar maa dermed blive endnu et aar i samme klasse. I 4.klasse er aldersrepraesentationen fra 8-13 aar.
En ting jeg har bidt maerke i er, hvilke spoergsmaal de fleste nepalesere stiller mig, naar der indledes til en samtale. Er du gift og hvilken religion tilhoerer du? Religionsspoergsmaalet er jo naturligt nok hernede, netop fordi hverdagslivet og alle goeremaal er forankret i hinduismen. I Danmark ville jeg synes, at samme spoergsmaal var noget underligt noget at spoerge om- isaer hvis jeg ikke i forvejen kender personen. Her til morgen blev jeg velsignet af 'bestemor' (Visaharanas mor) med roegelse, blomster og en roed tika i panden, der betyder lykke til. Jeg har aldrig faaet saa mange lykoenskninger og blomster  mit liv, som jeg faar hernede. Ude foran indgangen til huset, jeg bor i, ligger der en stor bunke med blomster fra landsbyens boern, der hver dag efter skole kigger forbi. De sidste 5 dage har vi haft gaester til te. Det er lidt underligt at sidde til skue (hvilket man  i hoej grad goer) og ikke forstaa et ord af, hvad der bliver sagt. Alligevel taler alle til mig i lange baner. Visaharana oversaetter saa godt hun nu kan-mest i stikord.
Det jeg glaeder mig allermest til, naar jeg er hjemme igen, er et dejligt varmt bad... Jeg har forsoegt mig ved vandpumpen i gaarden et par gange, men det foeles bare ikke helt rigtigt. Bestemor er ganske underholdt hver gang!!!
Haeber alt er vel og vi ses snart!

På rejse i det fremmede

Langt om længe har jeg fundet et netværk- Det kan godt tage tid her i Nepal! Men nu hvor jeg har muligheden, vil jeg da lige fortælle lidt om mine oplevelser i det nepalesiske. I de sidste seks dage har jeg været rundet i tre byer, der er vidt forskellige at udseende, men også de mennesker, der lever i dem. I Kahtmandu var det tydeligt at se, at man befandt sig i en storby, der ligesom mange hovedstader er præget af stor trafikbelastning, os, støj og mange mennesker på meget lidt plads. Jeg må sige at det chokerede mig, hvor dårlige forhold hovedstadsbeboerne lever under… ikke noget at sige til, at den gennemsnitlige levealder ikke er mere end omkring de 60 i Nepal og så det lavere i Kahtmandu. Generelt er nepaleserne meget imødekommende og venlige- ikke pågående som jeg har oplevet i andre lande, når jeg som høj (hernede meget høj) og lyshåret kvinde kommer gående i mylderet af mennesker.

Det er tydeligt at se, hvilken klasse eller kaste de forskellige nepalesere tilhører- det ud fra hvor rene og velklædte de er. Det er dog tydeligst hos mændene, da kvinderne gør meget ud af at være præsentable. Jeg bryder mig faktisk ikke meget om Kahtmandu pga. trængslen, men en morgen, da jeg var tidligt afsted, blev jeg noget overrasket, da byen var tom for biler, mennesker og luften ren. Den gamle bydel Thamel er rigtig smuk med sinde mange templer og krogede gader.

Jeg talte med en 12-årig dreng en af de første dage i byen, der talte ok engelsk- han kunne i hvert fald kommunikere; Han fortalte, at han ikke gik i skole, da han skulle hjælpe med at passe sine søskende og tjene penge til familien. Han havde lært engelsk af sin onkel, der bestemte i familien. Hans far indsamlede skrald og kørte det til brænding. Det er sådan de gør i Nepal- brænder affaldet på gaderne, hvilket sender en meget ubehagelig lugt rundt i gaderne- ikke nok med den meget markante trafiko- ikke noget at sige til, at nepaleserne går og spytter lungerne ud. Det ville ikke undre mig om mange døde af kold.

Fra Kahtmandu tog jeg med lokalbussen fire timer ud af byen til kabelvognene, der fragter pilgrimme og alle os andre op – og ned igen- til Manakumana. Lykkens tempel er placeret her- 1342 m over havet- og lørdag, der er nepalesernes helligdag, ankommer mange hinduer for at ofre en ged og bede om sønner, godt helbred og en god portion lykke i livet. Det var interessant at se, hvor meget familierne havde gjort ud af at pynte sig, men for mange er det måske også første og sidste gang de har råd til at tage turen til Manakumana. Jeg følte mig ikke videre velkommen i byen modsat andre steder, jeg har været hernede.

En pige, der var på rejse med sin studieklasse og lærer, fortalte mig, at hvide og andre religioner anses som den laveste kaste, hvilket måske kan være skyldes byens måde at tage imod otte hvide menneskers tilsynekomst. Mange stoppede op for at tage billeder- hvilket jo i sig selv ikke er unormalt, når man rejser i østen- men uden at smile eller kommunikere.. måske er det ikke noget nepalesere gør så meget, når de hilser.

Pigen jeg talte med var meget interesseret i vores kultur og i vesten. Indtil videre har jeg et indtryk af, at vesten idylliseres utrolig meget. Hun gik meget op i vores rigdom, og om hvorvidt jeg var gift. Hun var meget forundret over mit nej, da jeg i hendes øjne- hun var 17- er gammel. Hun fortalte at hendes søskende på min alder allerede havde to børn hver. Hun var i Manakumana som en del af hendes uddannelse, hvor hun skulle videre på omrejse. Jeg fangede ikke helt, hvad hun studerede, men noget med håndværk, hvor turen var en del af det praktiske forløb. Hun havde selv gået i privatskole i nærheden af den by, hvor hun kom fra- fangede at den lå i det østlige Nepal et stykke ude fra Kahtmandu.

I dag er jeg i en smuk lille by- Bandipur- med den indtil nu sødeste befolkning. De fleste taler nogenlunde engelsk- set ud fra nepalesisk standart- hvilket i høj grad skyldes byens turisme. Ikke at her er mange turister, men beboerne er mere vandt til besøgende en det var tilfældet i Manakumana. De har en fin lille skole, hvor der er tilknyttet nogle frivillige pædagoger. Byen lever af sin turisme og af landbruget i området. Landbruget er i høj grad subsitenslandbrug, hvor de enkelte familier er afhængige af  udbyttet. Ca. 82% af befolkningen lever af to dollar om dagen (FN’s fattigdomsgrænse), så der er en udpræget fattigdom i landet.

En af arbejderne på hotellet jeg bor på i Bandipur viste mig en avis, hvor de reklameret for et dansk boy band, der kommer til Kahtmandu d. 17.november for at give koncert. Jeg spugte- måske lidt dumt- om han skulle ind at høre koncerten, hvorefter han begyndte at grine og sagde, at det havde han ikke råd til- ”it’s many money”- men han chef, der ejer hotellet skal ind til koncerten.

Her til aften havde jeg igen en samtale med Nabil, der handlede om kultur og religion. Han fortalte om festivallen, der begynder i Nepal i morgen, og om hvor vigtig den er for nepalesere- nok som vores påske i kristendommen- og for familiernes møde med hinanden. Igen blev jeg spurgt, om jeg er gift- nej- det var han heller ikke selv… Men han og hans familie var i gang med at socialisere (som han kaldte det) med forskellige familier med døtre.
I morgen går turen med lokalbussen til Pokara, hvor jeg skal trekke i tre dage i Anapurna-dalen- det bliver så super. 

Hvornår og om jeg får mulighed for at komme på nettet igen skal jeg ikke kunne sige- men jeg håber på at kunne skrive igen. Indtil da- hyg jer.

Hilsen fra Nepal 

Med rejsetasken fuld af forventninger og habengut

Så kom tiden for min tur til Nepal, hvor der skal opleves i fulde drag.

Her til aften fik jeg pakket det sidste habengut til rejsen og proppet min rejsedagbog, Turen går til Nepal og mit lånte kamera- med et stort tak-  ned i rygsækken. Om jeg har glemt noget, skal jeg ikke kunne sige- Men hvad mere behøver jeg, når kameraet og dokumentationsgrejet er på plads?

Det bliver super at komme ordentligt i gang med BA-projektet. Jeg håber på at komme hjem med en fantastisk mængde empiri- og selvfølgelig en hel del oplevelser rigere – der tilsammen skal danne et godt udgangspunkt for min BA.

Jeg vil iføre mig de antropologiske og etnografiske briller og undersøge, hvordan et lokalsamfund, der ligger så langt væk fra Danmark og fungerer under en anden kultur, danner rammerne for en anden levevis, en anden livsopfattelse og andre levevilkår. Hvordan bliver mit møde med lokalfolket – hvori lægger kulturforskellene og hvordan manifestrer de sig – hvordan ”holdes” der skole –  er der spor af globaliseringsprocesser og hvordan kommer disse til udtryk – hvordan ser lokalbefolkningen på deres landsby og Nepal som en del af et verdenssamfund osv.

Spørgsmålene er mange og tiden knap, men nogle svar skal findes, hvis det er muligt, så jeg glæder mig til at få bekræftet og i højere grad at få afkræftet nogle af alle de forforståelser og tanker, jeg har gjort mig omkring mit møde med en anden kultur.

Man kan stille sig selv spørgsmålet: Hvad i alverden skal jeg til Nepal og rode rundt efter?

Men så kan jeg igen spørge: Hvordan vil du bidrage til elevernes forståelse af fremmede kulturer, og til at de erkender naturgeografiens og - i dette tilfælde -kulturgeografiens bidrag til vores verdensbillede, der i sidste ende skal lede frem til, at eleverne får tillid til egne muligheder for stillingtagen og handlen i forhold til spørgsmål om menneskets samspil med naturen – LOKALT og GLOBALT!! (Jeps- det er hentet fra geografifagets formål)

Så mon ikke en tur til Nepal vil gøre mig en smule klogere på, hvordan jeg vil varetage en undervisningen i ovenstående og ikke mindst give mig et lille indblik i den omverden, jeg skal undervise om. 

Vi får se.

Og med dette indlæg: God efterårsferie til alle! 

En lille opdatering af bloggen

Ude i højre sidemargen har jeg tilføjet en oversigt under navnet "Nyttige Links", hvor der løbende vil blive lagt relevante links op. Det kan være alt fra interessante artikel til generelle web-adr., der har relation til geografifaget og folkeskolen.